Pressemeddelelse
28. februar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Blå Kors Danmark slår rekord: Har rundet 3.000 frivillige

 
 
 
 

Blå Kors Danmark har rundet 3.000 frivillige, som er det højeste antal frivillige nogensinde. Den stigende interesse for frivilligt socialt arbejde er en generel tendens, der ses i de forskellige sociale organisationer, viser rapport fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

 
 
 
 

De frivillige i Blå Kors Danmark har mange forskellige typer af opgaver. Her er det håndværkeropgaver, de frivillige laver. Billede: Blå Kors Danmark

 
 
 
 

3.041.

Så mange står der nu på listen over frivillige i Blå Kors Danmark, og det er første gang nogensinde, at tallet har passeret 3.000. Tallet læner sig op ad en generel tendens, som ses i frivilligrapporten fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde, der tydeligt viser en stigende interesse for frivilligt socialt arbejde.

 

Generalsekretæren i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre, er meget glad for, at denne stigende interesse også gælder for Blå Kors Danmark:

 

"Vi er i en virkelighed, hvor rigtig mange kæmper om de frivillige kræfter, derfor er vi i Blå Kors Danmark glade for, at mange vælger at blive frivillige i netop vores organisation. Der er jo mange forskellige at vælge i mellem, der alle kæmper for nogle gode sager," siger generalsekretæren.

 

Forskellige typer af frivillige

De frivilliges arbejdsopgaver varierer meget. Nogen snakker med børnene i Barnets Blå Huse eller misbrugere i behandling, mens andre laver mad på væresteder eller tømmer dødsboer - der er brug for alle slags frivillige:

 

"På den ene side er den vigtigste opgave at skabe relationer ved at være sammen med andre mennesker, mens der på den anden side er brug for frivillige til praktisk arbejde," siger Karen Klemmed Hviid, der er frivilligkonsulent hos Blå Kors Danmark. Men fælles for dem alle, så brænder de for at hjælpe andre, mener hun:

 

"De vil gøre en forskel, de vil give noget igen og så motiverer det at blive en del af et aktivt fællesskab, fortæller hun, og fortsætter:

 

"Vi i Blå Kors Danmark sørger for, at der er rammer til mange forskellige opgaver. Det betyder også, at de frivillige kan bruge deres faglige kompetencer. Det kan være som økonomisk rådgiver, pædagogisk vejleder, som håndværker eller noget helt fjerde," siger frivilligkonsulenten.

  

"Behøver ikke være livslangt"

Der har altid været kamp om de frivillige, forskellen er dog, at de frivillige ikke forpligter sig på samme måde mere, men selv bestemmer, hvor meget tid de vil bruge på frivilligt arbejde:

 

"Der er stadig et superhøjt engagement blandt de frivillige, det behøver bare ikke være livslangt. Førhen kunne man som frivillig forpligte sig over flere år, nu tager de frivillige de opgaver, der passer til dem," afslutter hun.

 

I Blå Kors Danmark er der kommet flere frivillige til på væresteder og institutioner, men det er særligt i genbrugsforretningerne, at nye frivillige har vist deres interesse. 

 
Læs frivilligrapporten fra CFSA 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Christian Bjerre, generalsekretær i Blå Kors Danmark, 29 68 96 67

Karen Klemmed Hviid, frivilligkonsulent i Blå Kors Danmark, 23 33 44 65

Natascha Kalika Østergaard, journalist og kommunikationsmedarbejder, 30 94 41 87