Pressemeddelelse
27. oktober 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Valgmøde på Den Blå Mølle: Politikere lyttede til økonomiske bekymringer 

 
 
 
 

To byrådsmedlemmer og en byrådskandidat deltog onsdag den 24. oktober i et valgmøde på Blå Kors' værested Den Blå Mølle i Kibæk. Her var det særligt økonomiske spørgsmål, der fyldte debatten, hvor leder Yvonne Thorø Iversen opfordrede politikerne til at sikre værestedets økonomi flere år ad gangen. 

 
 
 
 
 

Fra venstre ses socialfaglig medarbejder Ejnar Larsen, leder af den Blå Mølle Yvonne Thorø Iversen, byrådsmedlem Karlo Brondbjerg, byrådskandidat Peter Villumsen og byrådsmedlem Anne Mette Bang Rasmussen. 

 
 
 
 

Der var god tid til at stille spørgsmål og have personlige snakke med politikerne omkring bordene til valgmødet på værestedet Den Blå Mølle i Kibæk. 

 

Her var de to byrådsmedlemmer Anne Mette Bang Rasmussen fra Venstre og Karlo Brondbjerg fra Kristendemokraterne sammen med Peter Villumsen, lokal byrådskandidat fra Kristendemokraterne, inviteret til at besøge værestedet forud for det kommende kommunalvalg som en del af en række politikerbesøg. 

 

Særligt økonomien omkring Den Blå Mølle var et af de helt store debatemner. Leder af Den Blå Mølle Yvonne Thorø Iversen og hendes kollega Ejnar Larsen udtrykte begge bekymring for fremtidige nedskæringer og utryghed, fordi værestedet kun kender sin økonomi fra år til år, når byrådet lægger sit budget. 

 

"På vores ønskeseddel er der ønsket om at kende tilskuddet for to-tre år ad gangen", siger leder Yvonne Thorø Iversen og henviser til, at Den Blå Mølle i år har mistet 68.000 kroner i driftstilskud fra Herning Kommune sammenlignet med 2016:

 

"Hvis de skærer mere i tilskuddet, er vi nødt til igen at skære ned på personaletimer. Der er i forvejen skåret helt ind til benet".

 

En af de helt store grunde til, at Den Blå Mølle kan drives, som den gør i dag, er 35 frivillige, som hjælper til med blandt andet praktiske opgaver og samvær med brugerne. 

 

Forståelse for bekymringer

Anne Mette Bang Rasmussen, som - udover byrådsmedlem - også er gruppeformand for Venstre i Herning, kunne sagtens sætte sig ind i bekymringerne omkring økonomien: 


"VI sidder ikke med vat i ørerne. Vi lytter til jer. Det er også derfor, vi er her i dag. Nu ved jeg, hvor vigtigt, det er for jer at kende morgendagen", fortalte Anne Mette Bang Rasmussen, som understregede, at Herning Kommune bruger forholdsvis mange penge på socialområdet sammenlignet med større kommuner som eksempelvis Odense:

 

"Vi kender godt værdien af steder som Den Blå Mølle, men nogle gange er vi nødt til at spare"

 

Det samme kunne Karlo Brondbjerg, som i dag er formand for Forebyggelsesudvalget i Herning Kommune og næstformand for Social- og Sundhedsudvalget. Han er generelt træt af besparelser på socialområdet, som han mener, alligevel vil ramme kommunen i sidste ende. 

 

"Hvis det stod til mig, skulle vi frede det her område. For relativt få midler kan vi gøre en stor forskel for det enkelte menneske og også for kommunen. Ensomme mennesker kan hurtigt blive til syge mennesker", sagde Karlo Brondbjerg.

 

I 2017 fik Den Blå Mølle i Kibæk 800.000 kroner i tilskud fra Herning Kommune. Udover pengene fra kommunen bliver værestedet finansieret via Blå Kors Danmark og fundraising. 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

Valgmøde.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Yvonne Thorø Iversen, leder af Den Blå Mølle, 23 33 34 47

Anette Helligsø, kommunikationsmedarbejder Blå Kors Danmark, 31 37 38 16