Pressemeddelelse
25. april 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Frivillige vil give udsatte børn og unge gode oplevelser

 
 
 
 

Lørdag den 12. maj starter et nyt ungdomsarbejde op i Aarhus. Her vil en gruppe unge lokale ildsjæle hjælpe børn og unge ud af ensomheden.

 
 
 
 
 
 
 
 

For mange børn og unge i Danmark er weekend lig med sjove oplevelser og gode minder. Der er dog også familier, hvor ressourcerne er knappe, og hvor weekend for børnene er mere lig med kedsomhed og ensomhed.

 

Det vil et nyt initiativ med navnet Stjernestunder forsøge at ændre på ved at tilbyde gode og sjove oplevelser til børn og unge fra udsatte familier.

 

Stjernestunder er skabt for at hjælpe børn og unge i Aarhus, som har brug for at få en pause i hverdagen. Det kan for eksempel være børn med forældre, der er psykisk eller fysisk syge eller har et misbrug af alkohol eller stoffer. Børnene kan som konsekvens af det have udfordringer i skolen eller være ensomme

 

"Der er flere trængte familier, der ikke selv har mulighed for at give deres børn ekstraordinære oplevelser, fordi de ikke har økonomisk eller mentalt overskud," siger Jonatan Rabjerg, der er 24 år gammel og projektleder i Stjernestunder.

 

Jonatan Rabjerg har i flere år været frivillig på en af Blå Kors' sommerlejre for udsatte børn.

 

"Erfaringer fra mine år som frivillig i Blå Kors, fortæller mig, hvor stort behovet er for at skabe stjernestunder for disse børn. Alt for mange børn føler sig ensomme og anderledes, som følge af at vokse op i en familie i en udsat livssituation. Jeg har et brændende ønske om at være med til at give disse børn følelsen af at være værdifulde, som de er, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med det," siger Jonatan Rabjerg.
 

Frivillige for sjov
Stjernestunder bliver udelukkende drevet af frivillige i samarbejde med Blå Kors Danmark - og der er mange med: I alt 30 frivillige. Det betyder, at børnene og de unge får masser af opmærksomhed, samt voksne der lytter og støtter.


"Vi er utroligt stolte af, at vi allerede flere måneder inden startskuddet har et fuldt hold frivillige, der glæder sig til at møde børnene," siger Jonatan Rabjerg.

 

Dagene kan indeholde mange forskellige ting, alt fra snobrødsbagning til sport eller spændende udflugter. Kriterierne er blot, at det skal være sjovt, være noget ud over det sædvanlige og have nærvær og venskab i fokus. Stjernestunder handler nemlig om fællesskab, at alle er noget værd og samtidig værd at være sammen med.
 

Takket være støtte fra fonde og gaver er Stjernestunder et gratis tilbud til alle, der har lyst, men som ikke ville have pengene til eventuelle omkostninger.

 

Praktisk information om Stjernestunder

 

- Stjernestunder afholdes første gang den 12. maj og derefter den 2. lørdag i hver måned.
- Første gang vil blive afholdt ved Christianskirken, Frederikshaldsgade 15, 8200 Aarhus N.
- Aldersgruppen vil være 10-14-årige børn og unge.

- Tilmelding kan ske på http://www.blaakors.dk/det-goer-vi/aktivering-og-projekter/stjernestunder 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jonatan Rabjerg, projektleder, Stjernestunder, 20 94 13 66

Anette Helligsø, kommunikationsmedarbejder, Blå Kors Danmark, 31 37 38 16

 

Hjemmeside: www.blaakors.dk/stjernestunder
Facebook: "Stjernestunder, Blå Kors Århus"
E-mail: stjernestunderaarhus@gmail.com