Pressemeddelelse
25. april 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kronprinsparret donerer 200.000 kr. til udsatte familier i Grønland 

 
 
 
 

En skadelig alkoholkultur og problemer med hjemløshed sætter sine spor hos grønlandske familier. Takket være en donation fra Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond kan Blå Kors nu styrke sit arbejde i otte byer for at skabe fællesskaber for børn og voksne. 

 
 
 
 
 
 
 
 

Det rammer hele familien, når mor eller far har et alkoholproblem. Det er derfor vigtigt både at have fokus på forældrene og børnene og sørge for, at hele familien kommer godt videre. 

 

Med en donation på 200.000 kroner fra Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond bliver arbejdet med at hjælpe netop familier med alkohol- og stofproblemer i Grønland nu styrket.

 

Pengene er doneret til Blå Kors Danmark og skal bruges på at fortsætte organisationens familiearbejde i Grønland.

 

"Det glæder os meget, at vi nu kan hjælpe nogle af de grønlandske familier, som har det allersværest. Vi ved, at mange fortsat kæmper med alkoholproblemer og hjemløshed," siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

 

Projektet, som pengene går til, hedder "Fællesskabsværdier til en bedre fremtid for børn og unge i Grønland" og bygger videre på Blå Kors' arbejde fra 2015-2017, som dengang blev støttet af Y's Mens regionsprojekt og Ole Kirk's Fond.

 

Netværk for hele familien

De 200.000 kroner skal bruges på at udvikle faste tilbud til familier i otte byer: Paamiut, Maniitsoq, Nuuk, Aasiaat, Ilulissat, Sisimiut, Qasigiannguit og Uummannaq. Tilbuddene vil være familienetværksmøder, som Blå Kors også har erfaringer med i Danmark.

 

Her vil der være aktiviteter for børn og voksne som eksempelvis udflugter, fællesspisninger, lektiehjælp, mentorordninger og rådgivning om økonomi, misbrug og sociale problemstillinger.

 

"Der er et stort behov for at udvikle indsatser for familier, hvor en eller begge forældre har været i misbrugsbehandling. Erfaringerne viser, at det er nemmere for familierne at komme på rette vej igen ved at have nogle at dele deres liv og erfaringer med," siger generalsekretær Christian Bjerre og fortsætter:

 

"Samtidig er der rigtig meget brug for, at børn og unge har et sted at gå hen, hvor der er voksne, der vil tale med dem, give dem noget andet at tænke på, vil lege, spille og gå ud i naturen med dem."

 

Udover at udvikle netværk skal donationen også gå til uddannelse af frivillige og ledere samt udvidelse af Blå Kors Danmarks søsterorganisation Blå Kors Grønland.

 

Vedhæftede filer

Grønlandske børn_025_30042015-1600px.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Christian Bjerre, generalsekretær, Blå Kors Danmark, 29 68 96 67

Anette Helligsø, kommunikationsmedarbejder, Blå Kors Danmark, 31 37 38 16