Pressemeddelelse
18. marts 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Tilmelding til sommerlejre åbnet: "De skal give børn og unge håb og livsmod"

 
 
 
 

Børn med forskellige udfordringer i hverdagen skal have mulighed for gode oplevelser i deres sommerferie. Derfor arrangerer Blå Kors Danmark igen i år sommerlejre i samarbejde med engagerede frivillige. Tilmeldingen til lejrene rundt omkring i landet er netop åbnet. 

 
 
 
 

Børn og unge fra hele landet mødtes sidste år til sommerlejren "Sommer til søs", hvor de sejlede rundt på skibet "Agape" på Mariager Fjord i en hel uge. Lejren var en kæmpe succes. Foto: Blå Kors Danmark

 
 
 
 

En uge med masser af sjov, hygge og forhåbentlig gode minder. Det er, hvad Blå Kors Danmark håber, at en række børn får med sig hjem denne sommer, når de har været afsted på en af organisationens sommerlejre.

 

Blå Kors Danmark afholder sommerlejre fordelt rundt omkring i Danmark for børn og unge i alderen 7-20 år, som blandt andet kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrugsproblemer, fattigdom, psykisk sygdom og andre sociale problemer.

 

Frivilligkoordinator for ferielejre Sandra Trampedach glæder sig til at se både nye og "gamle" børn på årets lejre, der er et tiltrængt pusterum for mange af deltagerne:

 

"Vi oplever, at der bliver større pres i forhold til at finde tilbud til de her børn og unge, og derfor er det vigtigt, at vi giver dem et pusterum. Et sted, hvor de kan være dem selv og opleve et fællesskab sammen med andre børn og ikke mindst fantastiske, frivillige voksne, som brænder for at give dem gode oplevelser. Vi håber, at lejrene giver børnene og de unge både håb og livsmod," fortæller hun. 

 

Syv sommerlejre i Danmark

Der vil i år blive afholdt i alt syv sommerlejre, hvor af to af dem er i Nordjylland, to er i Midtjylland, to bliver afholdt på Fyn og én på Sjælland. Fælles for dem alle, så har de et tema, som børnene og de unge kan samles om, fortæller frivilligkoordinator for ferielejre, Sandra Trampedach:

 

"Alle lejre har en temaramme, som er med til at give børnene en sommerferie med masser af fantasi og leg. På for eksempel Betweenlejren er temaet i år med forskellige tv-programmer lige fra Robinson til Den Store Bagedyst. Rammen giver os mulighed for at lave en masse sjove aktiviteter, der ryster alle sammen i ét stort fællesskab mellem deltagere og de frivillige," siger hun.

 

En af dem, som har prøvet at være på Blå Kors' sommerlejr flere år i træk, er Emma. For hende er en lejrtur et af sommerens højdepunkter:

 

"Jeg synes, det er rigtig fedt, fordi man ikke bare er derhjemme og keder sig i sommerferien. Det er hyggeligt og helt specielt. Man får nogle nye venner, og de voksne er også rigtig gode," siger Emma.

 

Sommerlejrene foregår i uge 27, 28, 29 og i uge 32.

 

FAKTA:

  • Tilmeldingen til årets sommerlejre 2019 er netop åbnet
  • Tilmeldingen og oversigten over lejrene findes på www.lejre.blaakors.dk under "Ferielejre for børn og unge" og under "Sommerlejre 2019"
  • Der gælder først til mølle-princippet, så skynd dig at tilmelde én, du kender, der har brug for et pusterum
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Sandra Trampedach, frivilligkoordinator for ferielejre i Blå Kors Danmark, 61 24 14 60

Natascha Kalika Østergaard, kommunikationsmedarbejder i Blå Kors Danmark, 30 94 41 87