Pressemeddelelse
29. august 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nyt familienetværk for udsatte familier i Middelfart

 
 
 
 

Fællesskab, fællesspisning, rådgivning og aktiviteter for både børn og voksne skal hjælpe hårdt ramte familier i Middelfart. Konceptet fungerer allerede med stor succes i syv andre byer.

 
 
 
 

Arkivfoto. Familienetværket i Kolding. Foto: Jens Peter Engedal

 
 
 
 

Familier i svære situationer bliver mødt med åbne arme og varme knus i et fællesskab med andre familier, som ligeledes kæmper med eksempelvis psykiske problemer, vold, dårlig økonomi, skilsmisse, misbrug eller andre udfordringer. 

 

Det er tankerne bag det nystartede familienetværk i Middelfart. Familienetværket er et gratis tilbud til familier og kører som et samarbejde mellem Blå Kors Danmark og Teglgårdskirken i Middelfart. 

 

"Vi har ledt efter en måde, hvor vi udover julehjælpen, som vi delte ud i december i samarbejde med Frelsens Hær i Odense, kan være noget for byen, og de mennesker som er omkring os, og her synes vi, at familienetværket passer rigtig godt ind i," fortæller Birgit Tind.

 

Til familienetværket er der altid hygge, fællesspisning og aktiviteter for børn og voksne på programmet. Efter behov kan der endvidere rådgives indenfor familieterapi, økonomi, opdragelse og lignende.

 

"Vi ønsker at skabe et pusterum i hverdagen for familier, enlige, alene-forældre eller andre, som af forskellige grunde er pressede i hverdagen. Men man er også velkommen, hvis man bare har lyst til at møde nye mennesker og skabe nye relationer," siger Birgit Tind, der er leder af Familienetværket i Middelfart og præst i Teglgårdskirken.

 

Et frirum fra hverdagen

Middelfart er ikke det eneste sted i landet, hvor et sådant partnerskab om et familienetværk er startet op. Det kører også i Aarhus, København, Aalborg, Kolding, Næstved, Herning og Nykøbing Falster. 

 

"I Blå Kors har vi generelt en stor forkærlighed for arbejdet blandt familier og børn, der har brug for ekstra støtte og gode oplevelser eller vejledning. Både for at skabe glæde og frirum, men også med henblik på at skabe forandring der, hvor der er behov for det," siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

 

Familienetværket handler om nærvær, omsorg og fælleskab. Et frirum fra en presset hverdag. Derudover nyder deltagerne også godt af en hyggelig omgang fællesspisning og muligheden for rådgivning om økonomi eller andre udfordringer i hverdagen. 

 

Sommer- og opstartsfest

For at skyde det nye familienetværk godt i gang arrangerer Teglgårdskirken en stor sommer- og opstartsfest 13. september fra kl. 16 til 19.

 

Festen bliver et brag af en familiefest med hoppeborg, ballonmand, popcorn, hotdogs, slushice, rodeotyr og meget mere.

 

Prisbelønnet initiativ

Familienetværket er et prisbelønnet initiativ, idet konceptet i 2017 vandt Kristeligt Dagblads pris for årets bedste nye kirkelige initiativ.

 

Der er mere end ti frivillige tilknyttet familienetværket i Middelfart, heriblandt en familieterapeut, en pædagog, en bankuddannet og mange andre kreative personer. 

 

Familienetværket i Middelfart mødes hver anden torsdag i ulige uger fra kl. 16.00 til 19.00.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Birgit Tind, leder af Familinetværket i Middelfart, 28 19 70 97

Christian Bjerre, generalsekretær Blå Kors Danmark, 29 68 96 67