Pressemeddelelse
20. marts 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

"Mange unge med hashmisbrug mangler flere år af deres udvikling" 

 
 
 
 

Flere unge kommer i behandling for deres hashmisbrug. Hvis behandlingen skal lykkes, er der brug for en særligt tilrettelagt behandling, som tilgodeser alle de problemer, den unge har, lyder det fra Morten Poulsen, som er daglig leder af Blå Kors' behandlingstilbud til unge med hashmisbrug, Ungehuset. 

 
 
 
 
 
 
 
 

En ny analyse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at 45 procent af de danskere, som er i misbrugsbehandling, er unge mellem 18 og 25. For 10 år siden var det blot 25 procent.

 

Samtidig viser tallene, at antallet af unge, som angiver hash som hovedstof er steget fra 15 til 65 procent siden 2002. 

 

Det er positivt, at flere unge får hjælp, fortæller Morten Poulsen, som er daglig leder af Ungehuset i Arden, der er Blå Kors' bo- og behandlingstilbud til unge med hashmisbrug. Han understreger dog, at der ikke findes en hurtig løsning, men at det handler om at se på den unges individuelle udfordringer:

 

"Den grupppe af unge, som er i behandling hos os, har flere udfordringer omkring sig som fx psykiske eller sociale problemer. Derfor er det ikke altid nok med et par samtaler om ugen hos en ambulant behandler og så kalde det behandling. For mange unge er det helt nødvendigt med særligt tilrettelagte og længerevarende forløb", siger han.

 

Bagud på point fra start

I Ungehuset hjælper personalet unge i alderen 15 til 23 år med at droppe stofferne og komme tilbage til en hverdag med faste rutiner og meningsfulde aktiviteter. Det sker blandt andet gennem terapi, beskæftigelse, motion og botræning, hvor de unge lærer at lave mad, vaske tøj og andre nyttige ting:

 

"Man siger populært sagt, at den dag, ens misbrug startede, stoppede ens udvikling. Der er flere unge, som kommer her i Ungehuset, som måske er 18-20 år, men som mangler tre års udvikling af deres teenageperiode. Det med at forholde sig til verden, få kærester, venner og skabe sin identitet. Der er de bagud på point, fordi hashen har fået lov til at fylde," fortæller daglig leder Morten Poulsen.

 

Et behandlingsforløb i Ungehuset kan vare alt fra tre måneder til et års tid. 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

_S0A2078.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Morten Poulsen, daglig leder, Ungehuset, tlf. 23 43 49 87

Anette Helligsø, kommunikationsmedarbejder, Blå Kors Danmark, tlf. 31 37 38 16